Kreativt miljø
Et studie, et atelier — hvad har det brug for? Hvordan designer man et rum for fri tanke og kreativitet? Kan vi foreslå generelle retningslinjer? Næppe. Alle gør det på deres egen måde. Nogle fylder rummet med interessante objekter, overskydende materialer og tilfældigt rod, mens andre nyder det modsatte: ryddelige, ordnede rum med rene linjer, skarpe vinkler og spidsede blyanter, der venter i stille beredskab.
Dette er et skolelokale, behageligt slidt og let vedligeholdt. Et tilgivende miljø, der bærer umiskendelige spor af mange års kreativt arbejde. Nogle gange er der en gruppe skabende mennesker. Nogle gange, hvis man er heldig, kan man få hele rummet for sig selv og brede sig præcis, som man vil.
Men selve processen — hvad handler den om? Den kan begynde i en slags kaos, en samling materialer. At bevæge sig på ren intuition, i brede cirkler omkring et emne, der endnu ikke er formuleret. Lede og finde — en fjer måske, eller en krøllet pose i en lokkende citrongul nuance. Hænge gamle skitser og noter op på væggen. Et ord, en sætning, der dukker op i hovedet — bedst at notere det på en skrivetavle, før det forsvinder. Langsomt vokser et kollage frem af ord, billeder og små tegninger. Et miniunivers: dette, hint og noget tredje i fysisk form. I bedste fald begynder man at forstå, hvilken retning man bevæger sig i.
Violas malerier udspringer af barndomssituationer, oplevet, drømt eller forestillet, alle med en mærkbar følelsesladning. Som en følelsernes arkæolog samler hun fragmenter og skaber øjebliksbilleder af bestemte stunder. Et tæppe, et glimt af tapet, eller måden lyset falder på et ryatæppe; detaljer gravet frem af erindringens miner. Det rammer betragteren lige i solar plexus, og tanken kommer: ja, sådan var det også for mig.
Skrivetavler og opslagstavler fyldes og viskes ud, efterhånden som arbejdet skrider frem. Det er en så analog proces, som man kan forestille sig. Kompositioner opstår og udvikler sig, somme tider så fine, at de næsten kræver at blive dokumenteret.
Foto: Pia Ulin. Styling og tekst: Cilla Ramnek. Kunstner: Viola Sparre.
